Gå til indhold
Velkommen til Padellife - din padelekspert!
Velkommen til Padellife - din padelekspert!
Hvilket padelbat skal jeg vælge?

Guide til valg af padelbat

Hvilket padelbat skal jeg købe? Dette spørgsmål har mange spillere stillet sig selv, da det kan være en jungle at navigere i de mange forskellige bat. Der findes et hav af forskellige padelbat beregnet til begyndere, lettere øvet og erfarne spillere. Og battene henvender sig til forskellige spillertyper som kontrol-, power- og allroundspillere.

Hos Padellife er vi specialister i padel, og vi sætter en ære i at hjælpe dig med at finde det rigtige udstyr. Vi møder jævnligt padelspillere, der spiller med et bat, der ikke matcher deres spillestil, og som følge heraf får de ikke fuldt udbytte af alle timerne på padelbanen, som jo kan være dyrt nok i forvejen. Derfor har vi udarbejdet denne guide til, hvordan du vælger det perfekte padelbat til netop dit behov.

Guiden gennemgår først de vigtigste aspekter ved et padelbat inklusiv hovedform, vægtfordeling og hvilken spillertype, de henvender sig til. Vi kommer også ind på, hvad et padelbat koster, forskellige padel mærker samt hvordan du undgår nogle af de mest almindelige faldgruber, når du skal købe nyt bat.  

Hovedform

Formen på padelbattet er en af de mest afgørende ting i dit valg af bat. Battene kan have de 3 forskellige former: diamant, dråbeformet og rundt. Helt simpelt er den største forskel på de 3 former hvor man har placeret sweetspottet på battet, og dermed også vægtfordelingen.

Diamantformet hoved

Det diamantformede bat har den bredeste del af battet placeret op mod toppen af battets hoved og dermed ligger også sweetspottet højt i battet. Derudover har langt de fleste diamantformede bat en hovedtung balance. Dette giver en god power, men går omvendt også en smule på kompromis med kontrollen i battet. Disse former for bat viser bedst sine egenskaber ved smashes og overheadslag.

Et eksempel på et bat med et diamantformet hoved er Babolat Technical Viper 2024:

Dråbeformet hoved

Det dråbeformede bat har sweetspottet placeret en anelse længere nede på battet, hvilket gør at den i højere grad har en kombination af power og kontrol. Vægtfordelingerne kan være meget forskellige på denne type bats, hvorfor man altid bør teste/spørge til dette, hvis man vælger at købe et dråbeformet bat. Der kan være meget stor forskel på 2 dråbeformede bat.

Et eksempel på et bat med et dråbeformet hoved er Head Speed Pro X:

Rundt hoved

Det rundhovedede bat har sweetspottet placeret helt nede på battet, stort set lige midt på slagfladen. Sweetspottet er ofte større på et rundhoved bat end på de andre bat. Dette bat er lavet til kontrol, hvor der ikke gives meget power i smashes og andre overheadslag, da der ikke er meget vægt mod enden af battet. Omvendt vil det rundhovede bat bedst vise sine egenskaber ved tekniske slag, lobs og lignende.

Et eksempel på et bat med en rund hovedform er Adidas Metalbone CTRL 3.3:

Vægt

I forhold til padelbattets vægt skal man passe på med at fokusere for meget på dette parameter. I padel er vægten på battet ikke lige så afgørende, som man ser i nogle af de andre ketchersportsgrene. Således ligger vægten på de forskellige padelbat langt oftest på 345-375 gram - der er altså ikke stor forskel på de letteste og de tungeste bat.

Der, hvor vægt går hen og bliver et vigtigt beslutningsparameter i valget af bat, er, hvis man døjer med en tennisalbue. Ligesom i tennis vil et lettere bat belaste armen i mindre grad end et tungere bat. Men det er værd at notere, at mange  padelbat har indbyggede støddæmpere, som modvirker vibrationerne ned mod armen. Vægten kan medregnes som en faktor ved valget af padelbat, men ofte er det den måde, hvorpå vægten er placeret i battet, der gør den største forskel for battets spilegenskaber, hvilket du kan læse mere om i afsnittet herunder. 

Vægtfordeling (Balancen)

Vægtfordelingen i dit padelbat har en stor betydning. To bat med samme vægt, men med en forskellig balancering af vægten har vidt forskellige egenskaber og passer dermed til forskellige spillertyper. Derfor er det en god idé at overveje vægtfordelingen, når du køber et nyt padelbat. Overordnet set er der 3 forskellige måder, hvorpå vægten placeres i battet: Hovedtung (også kaldet høj balance), neutral (også kaldet medium balance) og hovedlet (også kaldet lav balance).   

Hovedtunge padelbat

I denne type bat er vægten placeret i toppen af battets hoved. Det er typisk i det område, du rammer, når du er i angreb og laver dine offensive slag. Vægtoverførslen i dit slag bliver størst, når du rammer der, hvor vægten er placeret, og dermed giver de hovedtunge bat dig masser af slagkraft og er generelt bedst egnet til de offensive padelspillere. Trade-off'et ved de meget powerfulde bat er, at det kan være vanskeligere at kontrollere præcisionen i dine slag.   

Neutralt balancerede padelbat

Vægten i disse bat er såkaldt neutralt placeret. Når denne vægtfordeling kombineres med et dråbeformet hoved, ligger du midt i spektret mellem slagkraft og kontrol. Trives du med en kombination af begge verdener, er dette en oplagt mulighed. For de spillere, der endnu ikke besluttet sig for hvilken type bat, der passer bedst, kan denne type allround-bat med en neutral balance også være et naturligt valg. 

Hovedlette padelbat

Her ligger vægten placeret længere nede i battets hoved. Det er typisk her, du rammer i de defensive og kontrollerede slag som lobs, servereturneringer og generelt slag, hvor du tager farten af bolden og ønsker præcision frem for slagkraft. Netop slagkraften går du lidt på kompromis med, hvis du eksempelvis har et hovedlet bat med en rund hovedform.    

Samspil mellem hovedform og vægtfordeling

En generel regel er, at vægtfordelingen i padelbattet ligger i bathovedets bredeste punkt. Ofte ser man, at eksempelvis bat med et rundt hoved også ofte har en hovedlet balance. På den måde er der sammenhæng mellem hovedform og vægtfordeling i forhold til battets spilegenskaber.

Ovenstående er dog en generalisering, og der er en hel del undtagelser i sammenhængen mellem battets hovedform og balance. Man kan således ikke konkludere, at battet automatisk er hovedlet, bare fordi det har en rund hovedform. De forskellige producenter sørger for at tilbyde sortimenter, der rammer forskellige spillertyper og behov, så et bat med en rund hovedform kan eksempelvis sagtens have en neutral balance for at give det lidt mere slagkraft. 

Derfor er det også anbefalelsesværdigt, at man er opmærksom på og evt. prøver sig frem med vægtfordelingen i de enkelte bat. I mange tilfælde har vægtfordelingen nemlig større betydning for power/kontrol-fordelingen i battet end selve hovedformen. Vægtfordelingen spiller for eksempel en vigtig rolle i dine flugtninger, da et hovedtungt bat har længere reaktionstid, så hvis dine reaktioner i forvejen ikke er for hurtige, så bør du nok ikke vælge det mest hovedtunge bat, som dog vil give dig mere tyngde og power i dine flugtninger.

Padelbattets ramme 

Battets ramme har en stor betydning for både battets spilegenskaber og vigtigst af alt holdbarhed. Generelt er de fleste bat lavet af carbon, glasfiber eller en blanding af de to. Carbon battene er primært de dyrere bat, som er udviklet til de mere øvede og proffesionelle spillere. Disse bat kan være sværere at spille med og kan ligeså ofte have mindre sweetspot end de tilsvarende bat af glasfiber. En stor fordel ved et carbon bat er, at deres outcome når bolden rammes godt er markant bedre. Dette, samt at battenes holdbarhed er lidt ringere, betyder, at de ikke er velegnet til de lettere øvede spillere samt begyndere.

Forskellige hårdheder i battets carbon

Endelig er det værd at nævne, at der kan være stor forskel på hårdheden af carbon i de forskellige bat. Det skyldes, at battets carbonfibre kan væves med forskellige tætheder - jo større tæthed jo hårdere overflade. Nogle producenter markerer deres bat med tætheden af carbonfibre for at give dig en indikation af overfladens hårdhed. Du vil typisk støde på tætheder som 3k, 6k, 12k, 18k og helt op til 24k som det hårdeste. Et bat med 18k carbon vil således være markant hårdere i overfladen end et bat med 3k carbon. Når du rammer bolden godt med 18k carbon, vil du få et super godt output i dit slag, men du straffes også hårdere med en dårligere kontakt med bolden, hvis du rammer uden for sweetspot. Her vil et bat med 3k carbon være langt mere tilgivende, hvis du ikke rammer lige sweetspot hver gang. 

Skal jeg vælge et bat med glasfiber eller carbon?

For begyndere og lettere øvede spillere er glasfiberbat ofte et bedre valg, da de har en længere holdbarhed og oftest er lette at spille med, da de har et større sweetspot. Et større sweetspot betyder, at du har et større slagfelt på battet, hvor du får en god kontakt med bolden. En god kontakt giver dig dels en bedre effekt af dit slag og dels reducerer det risikoen for overbelastningsskader i albue, skulder og håndled, når du spiller padel.

Er du en mere erfaren padelspiller, der kontinuerligt træffer bolden godt, giver et bat i carbon dig mere output i dine slag. 

Battets kerne

Coren (midten) på battene er fremstillet af forskellige typer af skum - ofte enten EVA eller FOAM. Forskellen på dem er deres evne til at kontrollere bolden ved svære slag. EVA-skummen er oftest brugt i de avancerede bat, mens FOAM-skummen bruges i alle typer af bat. Helt generelt er EVA-skummen hårdere end FOAM-skummen, hvorfor den giver mere kraft i slagene og mere fart i spillet, men også ofte kan være svær at kontrollere.

Battets greb

Grebet på dit padelbat skal ikke undervurderes. Hvis det er for tyndt, risikerer du at holde for hårdt og krampagtigt fast og dermed spænde for meget i armen og udvikle overbelastningsskader. Er grebet derimod for tykt, mister du kontrol og manøvredygtighed med battet. Derfor er det vigtigt, at du finder den rigtige størrelse på dit greb.

I modsætning til tennis kommer et padelbat ikke med forskellige størrelser greb. Det justerer du i stedet for via dit grip. Som udgangspunkt lægger man et overgrip udover det grip, der allerede er monteret fra start på battet. 

En anden måde at justere grebet på er ved at bruge et undergrip. Her skræller du al grip på battet af helt ind til håndtaget, hvorefter du monterer dit undergrip efterfulgt af et overgrip. Undergrippet fås i forskellige tykkelser og mønstre, så du kan lege med, hvad der er det optimale greb for dig. Bullpadels Hesacore grip er i den forbindelse populært blandt mange, der ønsker noget kontur og stødabsorbering i deres grip. 

Enkelte padelbat er desuden fremstillet med et forlænget skaft, så du har mulighed for at slå tohåndsbaghånd i padel, når du har brug for lidt ekstra stabilitet i slaget. Se vores store udvalg af padel grips her.

Hvad koster et padelbat? 

Udover battets spilegenskaber skal prisen selvfølgelig også matche din pengepung. Padelbat kommer i forskellige prisklasser lige fra 500 kr. og helt op til 3.500 kr., og det er meget individuelt, hvad man har lyst til at betale for et nyt bat. Her er det vigtigt, at du bruger et beløb, som du er komfortabel med, og hvor du ikke løber og er bange for at slå til bolden, når den er ude ved padelbanens glas eller gitter, fordi du er bange for, at battet går i stykker. Det vil tage glæden ved padel fra de fleste. I det tilfælde er det langt at foretrække at gå et prisniveau ned, så du også tør returnere de svære bolde. 

Som med så meget andet hænger pris og kvalitet også ofte sammen inden for padelbat. Man kan groft sagt inddele padelbat i tre prisgrupper: Begynderbattene koster ca. 500-800 kr., mellemniveau-battene ligger på ca. 800-1.400 kr., og topbattene ligger fra ca.1.500 kr. og helt op til 3.500 kr. 

Forskellen i pris på de forskellige bat ligger i bedre materialer, højere kvalitet og forskellige teknologier og små tilpasninger, som de bedste padelbat er forsynet med. 

Er der forskel på bat til herrer, damer og børn?

Padelbat til mænd og kvinder er meget lig hinanden. Der er masser af damer, der spiller med et bat, som ikke er udviklet specielt til damer.

De padelbat, som producenterne fremstiller specifikt til kvinder, er typisk 15-30 gram lettere og har fået justeret design/farvevalget. Ellers er den største forskel ofte, at damespilleren har en mindre hånd og derfor har brug for et tyndere overgrip end herrespillerne. Babolat har udviklet en serie af padelbat til damer, som du kan se her

Padelbat til juniorer er ca. 40 gram lettere end et gennemsnitligt voksenbat, og så er rammen lidt smallere og grebet er kortere. Dette gør det nemmere for barnet at styre battet og bevæge sig med det. Derudover er juniorpadelbat ofte fremstillet med glasfiber i overfladen for at gøre det blødere og lettere at spille med. 

Hvilke mærker findes der i padelbat?

Der findes en lang forskellige padel brands. De fleste mærker har udviklet et komplet sortiment af bat, så der er et bat til både de forskellige spillertyper (kontrol-, power- eller allround-spilleren) og til forskellige spilleniveauer (begynder, mellemniveau eller erfaren). 

Mange tennisspillere vil nikke genkendende til mærker som Babolat, Head og Dunlop. Og feinschmeckeren vil desuden notere sig, at den tidligere svenske stjerne, Robin Söderling, har stiftet sit eget padel brand, RS Padel. 

Spanien er som bekendt en kæmpe padelnation, og flere af de største, padelspecifikke mærker stammer da også fra Spanien. Her kan blandt andre nævnes Bullpadel, Nox og Starvie, som alle er særdeles synlige på World Padel Touren.

Derudover vil de fleste også kende globale brands som Adidas, Fila og Mizuno fra sports- og tøjindustrien, mens mærker som Osaka og Oxdog er nye spændende spillere på padelmarkedet. Endelig vil folk med baggrund i bordtennis formentlig glæde sig over, at svenske Stiga også producerer rigtig fornuftige padelbat.

Hvordan finder jeg et padelbat, der passer til mit spilleniveau? 

Foruden battets egenskaber er dit eget niveau i padel også et centralt paramenter, når du skal vælge det rigtige bat. Vores bedste råd? Vær ærlig over for dig selv. Herunder, hvor godt rammer du bolden, hvilken spilletype er du, og hvor ofte kommer du til at spille? Det er alle spørgsmål, hvor svarene vil lede dig på rette vej. Det helt rigtige padelbat til dig er ofte en individuel sag og således vanskeligt at give et standardsvar på. Derfor er du meget velkommen til at kontakte os for individuel vejledning. Her kan du se vores fulde sortiment af padelbat.

Undgå disse to fælder ved køb af padelbat som begynder

Som padelspecialister råder vi ofte folk til at undgå særligt to fælder ved køb af padelbat:

Vores første råd er, at du som begynder ikke køber et bat med en hård overflade. Mange topbat kommer med en hård overflade, f.eks. i 18k carbon, og for nu at sige det ligeud, bliver du straftet, hvis du ikke rammer konsistent i battets sweetspot i denne type bat. Det giver dig både en dårlig kontakt med bolden ved 'off centre hits', og det øger risikoen for skader som tennisalbue. Så hellere finde et bat med en blødere overflade, som du kan lære spillet med og som er mere tilgivende og lettere spilbart. 

Det andet råd er, at du overvejer din tidshorisont for hvor ofte og hvor længe, du forventer at bruge battet. Hvis du er ny i padel og ikke ønsker at ofre en formue på udstyr, falder de helt billige bat naturligvis i øjnene. Det kan sagtens være den bedste løsning for nogle, men hvis du for eksempel kommer med ti års erfaring fra tennis og er rimelig sporty, er der en risiko for, at du i løbet af et par måneder vokser fra dit begynderbat og skal ud at investere igen. I sådanne tilfælde kan du fra start overveje at købe et lidt dyrere padelbat, som du stadig vil kunne bruge et år senere, og på den måde undgå at købe et bat, som du hurtigt skifter ud.   

3 typiske misforståelser ved padelbat

1) "Det runde bat er kun for nybegyndere, da det ikke kan slå ligeså hårdt som de andre bat"

Dette er en udbredt misforståelse, som ses iblandt mange nye spillere i padel-verden. Misforståelsen grunder primært i, at 9 ud af 10 padelbat til begyndere er lavet med en rund hovedform, da disse oftest er lettere at spille med som nybegynder. Det betyder imidlertid ikke, at de runde kontrolbat ikke kan være ideelle for en mere øvet eller professionel spiller. Faktisk spiller flere af spillerne på World Padel Tour med rundhovedet bat, hvilket blot understreger, at hovedformen ikke udelukker nogle spillere, men blot viser forskellen i spilegenskaber. 

2) "Et padelbat koster det samme som ketchere til andre sportsgrene, hvorfor pris og kvalitet kan sammenlignes med disse"

Padelbat er generelt lidt dyrere end tennis-, squash- og badmintonketchere, hvorfor du skal være klar på at have lidt flere penge op af lommen for at sikre dig et bat i tilsvarende kvalitet. Padelbat er dog lig de andre ketchersportsgrene i den forstand, at pris og kvalitet ikke altid hænger sammen, men det går ofte den vej, hvorfor man ikke kan forvente at få top-bat til samme pris som begynder-bat. Vi anbefaler, at man både tester sig frem og taler med fagfolk, når der er tale om at købe et nyt bat - dette er ofte lidt af en udlægning for de fleste og man skal derfor gerne være sikker på, at man finder det bat, som passer bedst til ens egne egenskaber på banen.

3) "Battet har ingen strenge. Kan jeg så bare tilsvarende mærke på battets hårdhed for at vurdere dens ”trampolineffekt” (evne til at generere power vha. hårdhed på strengene)?"

Det er desværre ikke så simpelt som det. Ved bat, der er lavet med glasfiber eller carbon-ramme, kan dette helt klart spille en stor rolle, men ligeså spiller typen af skum, mængden af carbon og flere andre elementer en rolle. Dermed skal der ofte tages hensyn til flere ting i et padelbat, og vi anbefaler derfor, at du læser denne guide grundigt igennem og evt. spørger i en fagbutik, hvis du ønsker at finde ud af, hvor meget power et bat kan generere.

Forrige artikel Guide til valg af padelsko
-- subify Snippet Start -->